Vin & viden: Det Æstetiske Menneskedyr
Onsdag den 10. oktober kl. 19.30 – 21.30
Finder sted på Zeit, Åboulevarden 127, 8000 Aarhus C.
Mennesket er noget så sjældent som et æstetisk dyr, som bruger oceaner af tid på at udsmykke sig selv og sine omgivelser, efter en indre æstetisk ide, og som fylder verden med tilsyneladende nyttesløse aktiviteter som musik, sang, dans og fiktion.
Hvorfor er der verden over stor enighed om, hvordan et smukt ansigt, et smukt landskab og et smukt formet objekt ser ud? Hvorfor får smukke mennesker højere karakterer, bedre jobs og lavere straf end de mindre attraktive? Hvorfor bevæges vi af særlige former, farver, toner og ord, og hvorfor aktiveres hjernens belønningscentre, når vi oplever noget smukt?
Æstetik er ikke kun overflade, ligegyldig pynt og tuttenuttet tidsfordriv for feminine væsener. Æstetik er liv og død, sex og forplantning, kamp og magt. Klare signaler om hvem vi er, hvor vi hører til, og hvad vi er gjort af.
Med vin i glasset inviterer professor i psykologi Henrik Høgh-Olesen dig med på en lystvandring i et eventyrligt univers af æstetiske udtryk, som vi mennesker – som de eneste – skaber. Bliv klogere til en salon med vin og viden på Aarhus Ø’s nye vinbar: Zeit Vinbar og Saloner.
PRIS: 250 kr. inkl. tapas og ét glas vin
✴️
Arrangementet er en del af vidensfestivalen Hearts & Minds, der giver inspiration til det gode liv. I 2018 stiller festivalen skarpt på livskvalitet – nu og i fremtiden. Det danske folkefærd er flere gange blevet kåret som verdens lykkeligste. Det tyder på, at vi er godt tilfredse med tilværelsen. Men samtidig skyller en epidemi af depression og ensomhed ind over os, og en kvart million danskere tager såkaldte lykkepiller. Så hvad er det egentlig, der betyder noget for et menneskes livskvalitet? Er det et godt fysisk og psykisk helbred? Samvær med familie og venner? En stabil økonomi? Troen på en gud? Et velfungerende demokrati? En gåtur med hunden? Eller en kold øl i solen?
Folkeuniversitetet i Aarhus er festivalens hovedarrangør. Festivalen støttes af Nordea-fonden.